De fleste har nok set aktivitet ved Odins Sø i starten af juli.
Nysgerrige medlemmer af Grundejerforeningen har heldigvis været så frække at spørge entreprenørerne hvad de var ved at udføre. Vi har efter bedste evne – med alle mulige forbehold – prøvet at gengive årsagen herunder.
Det viser sig, at regnvand fra Store Klaus efter genslyngningen, er blevet ledt ned til en rist ved siden af den nye sø. Dette har, som de fleste nok har lagt mærke til, medført store oversvømmelser, således at søens breder sjældent var synlige. Herudover har der været perioder, hvor stien ved åen har været ufarbar med mindre man foretager sin powerwalk i vaders.
Det har man heldigvis, til Grundejerforeningens store glæde valgt at gøre noget ved.
Regnvandet fra Store Klaus føres nu direkte i åen, således at søen nu forventeligt kun bliver oversvømmet, når åen går over sine breder.